Jeg havde i sidste nogle dage hvor jeg kunne mærke at der var noget der rørte på sig omkring mine fistler. Nu gik det ellers lige så godt efter min VAAFT operation. Så det var med nervern uden på og klump i halsen jeg med rystende hænder fik trykket nummeret til min kirug ind på mobilen. Jeg vidste der var stor fare for han havde ferie men jeg havde jo lovet at ringe hvis de var det mindste og jeg havde nu i 2 dag haft kramper i ballen omkring VAFFT såret og ca 5 cm der fra. Jeg havde også fået en underlig brændende fornemmelse i ballen og når jeg rørte ved området føltes det underligt og det var også ligesom blevet blåt.
Nå får den søde sekretær Grete og hun siger at kirugen desværre har ferie og jeg skal kontakte min praktiserende læge hvor jeg så spørger om det ikke er bedre jeg kontakter afdelingen hvor jeg er tilknyttet for har skiftet læge for snart 1 år siden men aldrig mødt manden endnu så tænker ikke han vil være den bedte til at tilse lige på det område.
Får ringet til afdeling hvor jeg min fantastiske mediciner er og får fat i en af de sygeplejesker der kender mig og får forklaret hvad der sker og siger at der jo i min journal står jeg skal tilses hvis der er det mindste. Hun siger det kan hun godt se og hun vil tage fat i kirurgisk afdeling og de skal så bestemme hvad der skal ske.
Sidst på eftermiddagen ringer min stomisygeplejeske meget beklagende og siger at de har travlt og kirugen der er på afdelingen i dag ikke mener der skal gøres noget. Jeg er skrevet op til en MR scanning i slut aug, den vil han ikke rykke frem. Han vil heller ikke have blodprøver.
Jeg siger så hvad så med det der står at jeg skal tilses hvis jeg ringer? det kan sygepelsen jo selvfølgelig ikke gøre noget ved. Jeg siger så jammen hvad så med at opstarte mig i motronidazol kur som har virket så godt før og som også virker hurtigt? Jeg har hjemme så kan bare starte op hvis de siger go for it, men det kan sygeplejersken jo heller ikke sige noget til.
Hun lover så at ringe tilbage dagen efter når hun har snakket med kirugen igen.
Dagen efter ringer sygeplejersken igen og har ikke kunne komme i kontakt med kirugen men hun vil da lige høre hvordan jeg har det og må jo indrømme jeg har det bedre for er jo begyndt på metronidazol for turde ikke vente på svar fra dem. Sygeplejersken vil så lægge en besked til kirugen om han skal ringe til mig om fredagen (dagen efter) for hun har fri.
Vi skriver i dag mandag og jeg har stadig ikke hørt fra kirugen.
Så er det jeg føler mig til grin for når der ligefrem står i journalen at jeg skal tilses og kirugen så vælger fuldstændigt at ignorere det så bliver jeg altså træt. Det er jo ikke fordi jeg ringer uden grund, faktisk tvært imod så ringer jeg ofte for sent fordi jeg lige netop før har oplevet ikke at blive taget seriøst.