Den frygtede besked

Den skæbnesvangre besked fik jeg i en lettere omtåget tilstand på OUH en dag i foråret/forsommeren 2019 på OUH.
Jeg var til oprensning hvad jeg troede var en rutine oprensning af mine fistler. Ligger til opvågning og min kirug kommer ind og siger vi skal have en snak og vi skal finde et rum vi kan snakke i.
Der bliver fundet et rum og han kigger på mig med et nedslået blik og siger vi bliver nød til at lave en stomi hvis det her nogen siden skal blive godt.
Dine fistler har skiftet retning og er på vej i blæren og underlivet så om max 2 år er de inde hvor jeg ikke længere kan rede dig. Så det er nu.
Jeg føler min verden barser sammen.
Jeg tuder og har bare lyst til at løbe. Løbe væk fra det hele. Men ved jo gså godt at det ikke er en løsning. Jeg kigger på min mor der med tåre i øjenen krammer min hånd og forsøger at få mig tilbage fra min flugt.
Turen hjem føles som den længste nogen sinde selv om vi har kørt den så tit det sidste år.