Blev lidt paf da jeg i et supermarked i dag blev kontaktet af en fremmed der genkendte mig fra en af de grupper jeg er i på Facebook. Det første spørgsmål var selvfølgelig om jeg ikke var mig og det kunne jeg jo ikke benægte. Personen præsenterede sig og vi fik en snak.
En af de ting jeg hæftede mig ved var ar personen slet ikke kan forstå at jeg gør alt det jeg gør for andre og jeg næsten syntes det er en selvfølge at gøre det.
Det nemmeste vil da helt klart også være bare at sige øv det er synd for mig og så bare have nok i mig selv. Men sådan er jeg ikke som person. Når jeg bliver ramt af en udfordring så søger jeg løsninger og virker plan A ikke så har jeg lynhurtigt udtænkt plan B og videre hvis det bliver nødvendigt.
Jeg finder personlig udvikling i at fx tage ud til store medicin firmaer og fortælle om det de gerne vil vide fra mig. Jeg kan også godt lide at læse op på hvad der sker omkring forskning, medicin osv.
Sidst men ikke mindst så vil jeg gøre rigtig meget for at andre ikke skal igennem det jeg har været igennem.