Et liv, der næsten føles normalt
Der går nogle år, hvor livet langsomt falder på plads.
Eller… den nye normal bliver min hverdag.
Jeg køber en lejlighed og flytter ind alene.
Jeg tager selv på hospitalet.
Jeg sørger selv for min medicin.
Jeg kommer i lære – og får en fantastisk læreplads.
Alt er faktisk godt.
Der er kun små anfald, typisk hvis jeg pludselig spiser for mange fibre.
Kærester kommer og går, som de nu gør, når man er sen-teenager.
Jeg når endda at flytte sammen med én i nogle år – men det bliver for seriøst for ham, og han smutter.
Jeg er stadig på medicin.
Eller… det starter jeg med at være.
M dukker op
Jeg møder M.
Eller… “møder” er måske så meget sagt.
Vi skriver sammen via “Skibet” på Yubii – længe før datingsider blev organiserede og pæne.
Jeg har det dårligere igen og har ærligt talt ikke overskud til noget seriøst. Men vi skriver.
Senere rykker vi over på mobilen og aftaler at mødes til et årligt marked i området.
Jeg kommer dog ikke afsted.
Til gengæld får jeg en besked:
Jeg har åbenbart lovet et knus. Ét knus. Ikke mere, ikke mindre.
Han får min adresse.
Han kommer forbi.
Og ja… resten er historie
😉Eller… næsten.
At være syg – og være ærlig om det
M ved fra starten, at jeg er syg.
Jeg har valgt at være helt åben.Han ved også, at jeg skal opereres.
For så skidt er det blevet.
Op til operationen dukker han op i min hverdag.
Vi ser film.
Han kommer forbi med pizza.
Han vander blomster, mens jeg er indlagt.
(Jeg havde dog kun kunstige blomster på det tidspunkt 😉)
Operationen går godt, og jeg kommer hjem.
Da alt pludselig vælter igen
Da jeg kommer hjem, er mit køle/fryseskab stået af.
Med kramper i maven må jeg tø op, rydde op og smide ud.
Men det er ikke det eneste, der er sket.
Der står en sportstaske og en fremmed computer i mit soveværelse.
Det viser sig, at M er flyttet ind.
Og så bliver jeg rigtig syg.
Vi er tæt på Halloween, og der er planlagt stor fest hjemme hos os.
En influenza skal da ikke slå mig ud – slet ikke.
De næste 10–14 dage lever jeg af astronaut-is, pastaretter og rød saftevand.
Det glider nemt ned.
Og gør mindst ondt at kaste op.
Jeg har aldrig spist astronaut-is siden.
21 kilo på 14 dage
Vi holder Halloween-festen.
Jeg husker kun brudstykker.
På 14 dage taber jeg 21 kilo.
Få dage senere har jeg en kontroltid på hospitalet.
Den dag husker jeg med gru.
Jeg skal i bad, men selvom jeg fryser, løber vandet bare af mig.
Badet tager evigheder, og jeg er lige så våd bagefter, som da jeg stod under bruseren.
Jeg slæber mig ned til bageren og køber en energidrik – noget jeg ellers aldrig drikker.
Jeg ved, at den næste time bliver ren tortur.
På hospitalet når jeg hen til skranken på kirurgisk ambulatorium.
Jeg hænger nærmest fast i disken og spørger, om der er et sted, jeg kan ligge.
Jeg er meget, meget skidt.
Så husker jeg ikke mere.
“Det gør du aldrig mere”
De næste 24 timer husker jeg i bidder.
Jeg husker at blive kørt i seng gennem hospitalet.
Der er læger og sygeplejersker overalt.
Jeg husker en læge, der klemmer på en droppose.
Og så vågner jeg op på en stue.
Torben kigger på mig hen over sine briller og siger meget bestemt:
Endnu en operation – og endnu en gang frygt
“DET gør du aldrig mere.”
Jeg havde ikke ringet og sagt, hvor dårlig jeg var blevet.
Det kostede mig endnu et stykke tarm.
Endnu en operation – og endnu en gang frygt
Denne gang er alt ikke godt.
Jeg siger fra starten, at de ikke har taget nok tarm.
Jeg får at vide, at de jo snart ikke kan tage mere.
Men min frygt viser sig at være rigtig.
Der er ikke taget nok.
Jeg får en ny, planlagt operationstid.
Jeg er træt.
Virkelig træt af hospitaler.
Jeg vil hjem og sove den sidste nat inden operationen.
Sygeplejersken lader sig overtale – men M er ikke tryg ved det.
Han har en aftale og kommer sent hjem.
Der er mange ting galt.
Men jeg vil hjem.
Da vi blev tre
Klokken 22 kommer M hjem.
Han er ikke alene.
Ved siden af ham står noget sort – og på fem hop er den lille sorte ting oppe i min seng.
Fra den dag har vi hund.
Mille er en lille sort labradorhvalp reddet fra en grusom skæbne.
Jeg bruger natten på at løbe ud med hvalpen.
Næste dag møder jeg fastende og vasket op til operation.
En byld på størrelse med to hænder
Operationen går godt.
Jeg får igen den samme gode fornemmelse i kroppen som første gang.
Indtil jeg begynder at blive øm i bughulen.
Ikke ét bestemt sted.Bare en generel “øv”-fornemmelse.
Af skade bliver man klog.
Denne gang ringer jeg.
Jeg bliver indlagt akut.
Torben siger, at jeg har fået en byld på tarmen – og den er stor.
Jeg bliver placeret i en kørestol.
Portøren får at vide, at jeg skal behandles som et råddent æg.
Vi griner, mens han løber gennem hospitalets kældergange og stopper ved hver lille ujævnhed.
Jeg har ingen feber.
Jeg har det egentlig okay.
Alligevel viser det sig, at bylden er så stor, at kirurgen ikke kan lukke hænderne rundt om den.
Det koster 15 cm tarm denne gang.
Julen – og et juletræ
Jeg kommer på IV-medicin tre gange i døgnet.
Denne gang er det en kikkertoperation, og jeg er hurtigt på benene.
Den 23. december kl. 16 bliver jeg udskrevet.
Vi har intet juletræ.
Og det skal vi have.
Jul har altid været noget særligt for mig.
Det sidste sted lukker kl. 17.
Der er 20 minutters kørsel.
Vi får – uden tvivl – Esbjergs dyreste juletræ målt i pris per centimeter.
Men vi fik juletræ.
Jeg skifter fra piller til IV-medicin.
Og det går faktisk rigtig godt i mange år.
