En uge fyldt med håb
Denne collage viser lidt af det fantastiske der skete på ECCO´26 i Stockholm.

Nogle uger sætter sig bare i hjertet.
Ugen startede med, at jeg var på forsiden af tillægget til Hjemmet. At få lov til at dele min historie og sætte ansigt på livet med Crohns sygdom betyder mere, end jeg kan beskrive. For jo mere vi taler om det, jo mindre alene står vi.
Senere på ugen deltog jeg i European Crohn’s and Colitis Organisation Congress 2026 i Stockholm – et internationalt samlingspunkt for læger, forskere og medicinalindustrien, der alle arbejder med inflammatoriske tarmsygdomme.
Det, der gjorde størst indtryk på mig, var udviklingen i synet på os patienter.
Vi er ikke længere kun en betændt tarm.
Vi er hele mennesker med drømme, relationer, arbejde, familieliv og håb.
Der blev præsenteret data, som viser, at de nye lægemidler, der er kommet på markedet de seneste år, begynder at gøre en reel forskel. Samtidig arbejdes der i stigende grad med kombinationsbehandlinger – det, man kalder dobbeltsporet medicin – for at opnå bedre og mere stabile resultater.
For mig betyder det én ting:
Vi bevæger os fremad.
Der er stadig udfordringer. Der er stadig dage, der er tunge. Men retningen er rigtig. Og det giver håb – ikke kun for mig, men for alle os, der lever med Crohns sygdom.
Tak til alle jer, der forsker, behandler, udvikler og lytter.
Og tak til jer, der følger med her. 💙