“Måske kan du ikke se den.
Men her taler jeg åbent om livet med stomi – uden skam.”
Jeg har altid sagt, at når dagen kom, hvor jeg skulle have stomi, så tog jeg den gerne.
Jeg havde længe vidst, at det kunne blive en mulighed, og i mit hoved var jeg egentlig afklaret.
Men da beskeden kom om, at en stomi nu var sidste udvej, brød min verden sammen.
Selvom jeg troede, jeg var forberedt, ramte det hårdere, end jeg havde forestillet mig.
Frygten, sorgen og alle tankerne om, hvordan livet med stomipose ville blive, fyldte alt.
Kort tid efter operationen opdagede jeg dog noget, jeg slet ikke havde forventet:
Livet blev faktisk meget nemmere.
Smerten lettede, hverdagen blev mere overskuelig, og jeg fik langsomt energi og frihed tilbage.
I dag kan jeg ærligt sige, at min stomi har givet mig mere livskvalitet, end jeg havde i årene før.
Hvis du selv står overfor en stomi, er du ikke forkert for at være bange.
Jeg måtte derfor indrømme over for mig selv, at jeg skulle have sagt ja til en stomi længe før.
Ikke fordi beslutningen er let, men fordi livet med stomi for mig har betydet færre smerter, mere overskud og en hverdag, der igen hænger sammen.
Til dig som er pårørende
Du kan ikke fikse det.
Og det er ikke meningen, at du skal.
At være pårørende til et menneske med stomi handler sjældent om de rigtige ord
og oftere om bare at blive stående.
Nogle dage har vi brug for hjælp.
Andre dage har vi brug for ro.
Og nogle dage ved vi ikke selv, hvad vi har brug for.
Hvis du er her, lytter og respekterer vores tempo,
så gør du allerede mere, end du tror.
Tak fordi du ikke vender ryggen til.
Tak fordi du bliver – også når det er svært.
Bare det, at du læser med, betyder noget.