I dagens Danmark er der en kedelig tildens til at alt bare skal være så super fint og hele verden bare er en fluffy lyserød sky som er fyldt med sukker og dejlige ting. Med andre ord det er snart ikke ok længere at være ked af det og indrømme det.
Jeg indrømmer gerne jeg har dage hvor jeg hyler og er sur. Dage hvor jeg helst ville blive i sengen og først vågne når alt igen er ok. Det går bare ikke, men jeg vil have lov til at være sur og ked hvis det er det jeg føler på en given dag.
Hvis jeg vågner op med læk fra stomien er min første tanke ikke “fedt nu skal jeg have rent sengetøj på det bliver godt at komme i seng i aften” nej det er nok lige modsat efterfulgt af en masse grimme ord.
Jeg forstår godt at vi har det bedst når vi er glade men det betyder bare i min verden at de dage jeg har det af H til har jeg det knap så fedt og hvorfor skal jeg prøve at overbevise andre om at mit ydre og indre ikke svare til hinanden og at jeg trods smilet har en SKOD dag.
Jeg har brugt mange år på at skjule jeg har ondt og skjule jeg var ked af det. Jeg har forsøgt at spise mig fra smerter og tristhed. Jeg har gemt mig ved at være tilbagetrukket og ikke deltage i arrangementer som jeg i virkeligheden gerne ville med til men ikke magtede fordi jeg skulle klistre smilet på og være en jeg ikke var.
Nu har jeg fundet ud af med mig selv at det er ok at være trist/ked at være sur men også at være rigtig glad og ved du hvad?? Når man tillader sig selv at være sur og ked nogen gange så er det så meget rare at være glad.
Vi lever kun en gang så hvorfor gøre noget der ikke gør os glad. Sådan rigtig glade helt ned i storetåen.